Landstingsforordning nr. 4 af 6. juni 1997 om KNI A/S.
I medfør af § 9 i lov for Grønland nr. 469 af 6. november 1985 om forsyning, trafik, postbesørgelse m.v. fastsættes følgende:
Oprettelse af KNI A/S
§ 1. Landsstyret opretter et aktieselskab med en aktiekapital ved stiftelsen på 500 mio. kr.
Stk. 2. Selskabets navn er KNI A/S.
Stk. 3. Aktiekapitalen tegnes ved indskydelse af Grønlands Hjemmestyres aktier i KNI Pilersuisoq A/S og KNI Pisiffik A/S.
Stk. 4. Ved KNI koncernen forestås i denne Landstingsforordning den koncern, hvori KNI A/S er moderselskab. De i stk. 3 nævnte selskaber indgår i denne koncern.
Stk. 5. Selskaberne i KNI koncernen er omfattet af lov om aktieselskaber og anden lovgivning omfattende aktieselskaber, der er sat i kraft i Grønland. Aktiekapitalen i selskaberne i KNI koncernen kan ændres efter selskabslovgivningens regler.
KNI koncernens virksomhed
§ 2. Selskaberne i KNI koncernen driver på forretningsmæssigt grundlag virksomhed inden for engros- og detailhandel og anden dermed forretningsmæssigt sammenhængende virksomhed og i overensstemmelse med de formål, der er angivet i vedtægterne.
Stk. 2. Selskaberne kan drive virksomheden i helt eller delvist ejede datterselskaber, i samarbejde med andre virksomheder og under andre navne.
Stk. 3. Landsstyret kan forpligte selskaberne til at indgå kontrakter på forretningsmæssige vilkår om offentlig tjeneste med forsyning med forbrugsvarer, erhvervsredskaber, flydende brændstoffer m.v.§ 3. Selskaberne i KNI koncernen overtager driften af den virksomhed, der udføres af KNI Pilersuisoq A/S og KNI Pisiffik A/S.
Stk. 2. TELE Attaveqaatit A/S overtager senest 1. januar 1998 driften af Grønlands Postvæsen, der udføres af KNI Pilersuisoq A/S.
Stk. 3. Bestyrelsen for KNI A/S udarbejder planer og indstilling til landsstyret om KNI Pilersuisoq A/S ophør med rederivirksomhed og virksomhed med drift af billetkontorer. Landsstyret kan godkende aftaler om overdragelse helt eller delvis af rederivirksomheden og virksomheden med drift af billetkontorer på betingelse af, at der sikres en fortsat betjening af bygder og yderdistrikter med passagertrafik og skibstransport af gods.
Selskabernes uafhængige status
§ 4. Vedtægter, forvaltning og regnskabsforhold for selskaberne i KNI koncernen skal indrettes sådan, at selskaberne med hensyn til ledelse, forvaltning, administration samt administrativ, økonomisk og intern regnskabsmæssig kontrol har en uafhængig status, som blandt andet sikrer, at selskaberne har særskilt kapital og regnskabsføring i forhold til Grønlands Hjemmestyre, og at der opretholdes en klar adskillelse mellem den del af selskabernes virksomhed, hvortil der modtages offentlige betalinger, og den del af virksomheden, inden for hvilken selskaberne er i konkurrence med andre virksomheder.
Stk. 2. Selskabernes virksomhed skal drives efter de principper, der gælder for kommercielle virksomheder. Dette gælder også de forpligtelser om offentlig tjeneste, som Landsstyret pålægger selskaberne ved de kontrakter om offentlig tjeneste, selskaberne indgår med , Grønlands Hjemmestyre.
Personale
§ 5. Grønlands Hjemmestyre tjenestemænd, der i henhold til § 11 i landstingsforordning nr. 14 af 30. oktober 1992 er udlånt til at forrette tjeneste i KNI Pilersuisoq A/S og KNI Pisiffik A/S er forpligtet til fortsat at gøre tjeneste i et selskab i KNI koncernen efter hjemmestyrets nærmere anvisninger, med mindre de overgår til ansættelse i et selskab i KNI koncernen.
Stk. 2. De i stk. l nævnte tjenestemænd har ikke krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension som følge af, at de forretter tjeneste i et selskab i KNI koncernen.
Stk. 3. De selskaber i KNI koncernen, hvor tjenestemændene forretter tjeneste refunderer de af Grønlands Hjemmestyre afholdte udgifter til udbetalte lønninger m.v. Selskaberne indbetaler løbende pensionsbidrag til dækning af Grønlands Hjemmestyre udgifter til tjenestemandspension for det tidsrum, den ansatte optjener pensionsalder i selskaberne.
Ikrafttrædelse m. v.
§ 6. Landstingsforordningen træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. Samtidig ophæves landstingsforordning nr. 14 af 30. oktober 1992 om omdannelse af Kalaallit Niuerfiat.
Grønlands Hjemmestyre, den 6. juni 1997
Lars Emil Johansen/
Peter Grønvold Samuelsen